Gå til ecit.dk
Gå til forsiden for blog

Hop med på e-handelsbølgen. Men gør det ordentligt!

Skrevet af Kristian Kaadner
Oct 26, 2020 2:43:06 PM

2020 har givet os en ny virkelighed, hvor vi bliver nødt til at tænke i digitale løsninger, hvis vi vil overleve. “Køb dine varer online, hvis du kan”, sagde Statsministeren direkte på det livsomvæltende pressemøde tilbage i midten af marts. Og det har både den danske befolkning og de danske virksomheder taget til sig i stor stil.

Faktisk viser undersøgelser fra DI Handel, at andelen af virksomheder med e-handel i Danmark er gået frem med 6%-point fra 2019 til 2020 - og det er især SMV’er, der har momentum lige nu. Her gik andelen af virksomheder med e-handel blot 1%-point frem fra 2018 til 2019, men i 2020 er andelen vokset med hele 6%-point.

Branchedirektør i DI Handel, Sidsel Dyrholm Holst, tror da også på, at det boost, som e-handel har fået under Corona-krisen, vil betyde, at den digitale vækst til fortsætte, og at det vil være den sikre vej til lukning, hvis virksomhederne ikke tænker de digitale kanaler ind i deres salg.

Men fremgangen i e-handel betyder ikke nødvendigvis, at du kan tørre sveden af panden, bare fordi du kan sætte hak ved ‘webshop’ på to do-listen. Enhver kan opsætte en webshop. Den egentlige kunst er at skabe en webshop, der faktisk sælger. Finder kunderne ikke din webshop, eller finder de den ikke relevant, troværdig eller brugervenlig, fører det logisk nok ikke til salg. Og så kan du blot lægge budgettet til webshopudvikling til de røde tal på bundlinjen.

Så hvordan skaber du en webshop, der rent giver dig succes med e-handel? Hos ECIT Software arbejder vi med webshoppen som en integreret del af din virksomhed, og derfor starter webshopudviklingen længe inden, at vi går i gang med kodningen. Vi tager dig her igennem de steps, du bør følge, hvis du vil have en succesfuld webshop:

 

1. Fokusér på din målgruppe

Din webshop er først og fremmest til for dine kunder. Det lyder simpelt, men bliver alt for ofte glemt, når virksomheder udvikler webshops, fordi de drukner sig selv i kodning og kravsspecifikationer. Men glemmer du din kunde i processen, er det den lige vej til fiasko. Derfor er det centralt, at alle, der er involverede i webshopudviklingen, har et helt klart billede af, hvem det er, I udvikler webshoppen til.

Konkret bør du starte processen ud med at skabe et overblik over din målgruppe. Sørg for at samle alt det materiale og data, I har liggende på jeres målgruppe, og invitér så teamet, der skal involveres i webshopudviklingen, ind til en præsentation og diskussion af, hvem I udvikler webshoppen til.

Hos ECIT Software anbefaler vi vores kunder at arbejde med personaer og mapping af disses nuværende og mulige fremtidige touchpoints med virksomheden. Således får I alle et grundigt overblik over, hvem webshoppen skal sælge til.

 

2. Få styr på dit brand

Når du har styr på din kunde, skal du have styr på dig selv. Igen lyder det simpelt, men bliver ofte glemt i begejstringen over selve udviklingen af webshoppen. Men skal du have succes med e-handel, skal webshoppen afspejle dit brand, så din potentielle kunde hurtigt kan afkode, hvem du er og eventuelt genkende dig fra tidligere interaktioner.

Konkret anbefaler vi, at hele teamet tager en diskussion af, hvordan I opfatter jeres brand. Måske har I allerede et brand-manifest, men selv her, hvor brandet egentlig burde være klart formuleret, bliver I nødt til at diskutere, hvordan brandets sjæl bedst afspejles på webshoppen: Hvad er jeres tone-of-voice? Hvilken følelse skal kunderne have, når de interagerer med jer på webshoppen? Og hvordan kommer det helt konkret til udtryk?

 

3. Vælg dine kanaler - og skru op for markedsføringen

Du ved nu, hvem dine kunder er, og hvem du selv er. Nu er det tid til en snak om, hvor dine kunder er - og dermed også hvor du selv bør være. For bare fordi din webshop går live, er det ingen garanti for, at dine potentielle kunder finder den. Internettet er stort, og for de fleste af os er der et hav af konkurrenter derude, så vil du have kunder til din webshop, bliver du nødt til at skrue op for markedsføringen.

Konkret bør du overveje, hvordan dine kunder skal finde frem til din webshop. Tag igen fat i dine personaer og tal om, hvordan de finder information. Måske skal du være aktiv på LinkedIn, Facebook, Instagram eller et af de mange andre sociale medier. Måske skal du kigge ind i Google Ads og fokusere på, hvordan dine kunder kan google dig frem.

Måske har du allerede en kundeliste, som du kan kommunikere direkte til over mail. Måske skal du være ekspert på dit felt og drive kunder til webshoppen ved hjælp af engagerende blogposts. Der er mange veje at gå, og det er centralt, at du vælger dine veje ud fra din målgruppe - og ikke ud fra din egen mavefornemmelse.

 

4. Lav en prototype af din webshop

Nu er du nået til selve webshoppen. I har gjort jeres essentielle forarbejde og har nu de rette forudsætninger for rent faktisk at designe en webshop, der skaber salg, fordi I hele tiden har jeres kundes behov for øje. Men du må stadig vente lidt, før du begynder på den egentlige opbygning af webshoppen. Før du smider tid og penge i selve webshoppen, bør du nemlig lave en prototype, så du får tænkt hele webshop-oplevelsen ind fra starten.

Konkret anbefaler vi at bygge en prototype ud fra wireframes. Alt efter behov og ressourcer kan du benytte dig af alt fra helt simple håndtegnede skitser til grafisk opsatte og klikbare wireframes, der skitserer den egentlige webshop 1:1. Her er det vigtigt, at du indtænker designet, så det passer på dit tidligere definerede brand, og desuden går gennem købsrejsen, så du sikrer dig, at rejsen tilgodeser din målgruppes behov.

 

5. Udform kravsspecifikationen

Du er nu nået til stedet, hvor alt for mange starter: Kravspecifikationen. Vores oplevelse er, at det er her, rigtig mange er ivrige efter at starte, fordi de selv allerede har holdninger, ønsker og forestillinger om udviklingen af webshoppen. Men er du ikke gået igennem de øvrige trin inden, ender du med en webshop, der er et udtryk for dine behov og ønsker frem for dine kunders behov og ønsker. Og det er på ingen måde optimalt.

Konkret sørger vi altid for at gennemgå kravsspecifikationen med vores kunder, således at vi sikrer os, at webshoppen opbygges, så både nuværende og mulige fremtidige ønsker tilgodeses i opbygningen. Her er det centralt at trække dine indsigter fra det indledende arbejde ind, så du udformer kravsspecifikationen ud fra din målgruppes behov - både nu og i fremtiden.

Har du eksempelvis tanker om på sigt at tilføje videoelementer, en blog eller andre funktioner til webshoppen, er det relevant at pointere allerede nu, da det kan påvirke kodningen på webshoppen og dermed på sigt spare dig både tid og penge, hvis det indtænkes fra start.

 

6. Byg webshoppen - kontinuerligt

Så er vi her endelig: Det er tid til at bygge din webshop med alt, hvad det indebærer af kodning, integrationer, design og tekster. Her er det vigtigt, at du ikke ser din webshop som færdig, når den går live. Din målgruppes behov og forventninger ændrer sig over tid, og det samme gør dit brand. Derfor bør du kontinuerligt evaluere på din webshop og holde dig opdateret på nye muligheder og skift i markedet. Flytter dine kunder sig, bør du også gøre det.

Konkret bør du alliere dig med en intern eller ekstern ekspert, der hele tiden evaluerer på jeres webshop på baggrund af de data, der kommer ind. Måske opfører kunderne sig ikke 100 % som du havde forestillet dig, eller måske ændrer de adfærd over tid, og derfor er det vigtigt at være omstillingsparat, så du hele tiden kan forbedre webshopoplevelsen og dermed dine salgstal.

Hos ECIT Software sørger vi altid for at tage vores kunder gennem hele processen, så intet forbigås i udviklingen af deres webshops. Lige meget om du allerede har en webshop, der trænger til en opdatering, eller om du starter helt forfra, sikrer vi, at du ikke bare lader dig føre med af strømmen og bliver forblændet af e-handelshypen. I stedet hjælper vi dig til rent faktisk at få succes med webshoppen, fordi vi insisterer på at gøre det grundige forarbejde, der er forskellen mellem succes og fiasko i e-handel.

Ønsker du hjælp eller gode råd til, hvordan du bedst kommer i gang med udviklingen af din webshop, er du velkommen til at kontakte mig på mail kk@ecitsoftware.com eller på telefon 2045 0868.

 

Temaer:

Kontakt